tirsdag den 22. december 2015

Hjort på besøg, 10.000 klik og vintersysler

Der sker ikke meget hos bierne lige nu. De sidder i en slags løs klynge. Det milde vejr gør tilsyneladende, at bierne ikke pakker sig helt sammen.
Men gæster er altid velkomne i haven. Muldvarpen er travlt beskæftiget under jorden, og idag kom en hjort på besøg.

Sika eller rådyr i gang med æble foran det røde stade. Bag hækken gemmer sig en mere
På et tidspunkt bevæger den sig ind af lågen til højre, som er en lille indhegning, hvor der har gået lidt fasaner. Da jeg går ud for at hente brænde og nærmer mig den åbne låge opdager den mig og vil løbe, men tør ikke bruge lågen, da den så skal bevæge sig hen imod mig. I stedet springer den te-fire gange mod hegnet og får det ene forben lidt i klemme. Panik.
Jeg bakker hen til huset og går ind igen. Efter et øjeblik vover den sig ud af lågen og tilbage i skoven. Tilsyneladende uskadt.

Lidt tættere på - måske lidt frisk grønt.....
Vi ser dem hele tiden i skoven rundt om huset, men sjældent helt tæt på. Næsten hver morgen, når jeg cykler ad grusvejen i buldermørke er dyrene lige ved stien. De flytter sig roligt, når lyskeglen fra cykellygten rammer dem.Men fodersituationen presser dem tættere på og de må overvinde deres skyhed.
Juleaftens dag fik jeg konstateret, at det er et rådyr. Fik set ordentligt på det såkaldte 'spejl'. Den hvide tegning på rumpen.

I sidste uge nåede bloggen op på 10.000 klik/besøg. Det er da fantastisk. Bloggen åbnede d. 8. april 2014. Det giver et gennemsnit på 15-16 besøg om dagen. Nogen følger altså med i, hvad der sker hos bierne.

Printscreen fra 14. december

Tiden er til at overveje nye tiltag til den kommende sæson. Sidste nummer af TfB handler om de stigende vokspriser. Dansk voks er eftertragten pga sin renhed og meget lave indhold af fx pesticider. Herunder de virkelig grimme neo-nicotinoider.
En sol-vokssmelter er svaret på den udfordring, således at voks fra vildbyg og dronetavler kan smeltes og bruges igen. Noget jeg selv kan bygge.

På Twitter følger jeg en del engelske og amerikanske organisationer, der beskæftiger sig med honningbier, vilde bier og humlebier. Meget inspirerende.
Fx denne opløftende artikel fra det amerikanske 'takepart':

Seven Reasons 2015 Was the Sweetest Year Yet for Saving Bees

Eller en lidt 'kulørt' video der på under to min. med glimt i øjet forklarer, hvor galt det er med bier og nicotinoiderne.

Og en trist historie (ikke nyhed) fra USA fra Reuters (her sakset fra Dave Goulson - Humlen ved det hele) på Twitter. Læs her; New study from US shows wild bee declines continue in intensively farmed areas http://uk.reuters.com/article/us-science-bees-idUKKBN0U42J220151222 …

søndag den 13. december 2015

Glüwein, mjød og oxalsyre

Fruen har eksperimenteret med glüwein og er kommet frem til nedenstående opskrift, som jeg efter et par testrunder kan anbefale på det varmeste. God og stærk. Kan spædes op med en lille smule alkohol....

Glüwein med honning a la Charlotte
½ flaske rødvin lunes med 5-10 nelliker
2 cm vanillestang
to-tre skefulde honning
til sidst tilsættes 12-14 mandler.
Fordel saften af en halv citron i to glas og hæld vinen i over. Nelliker skal ikke med i glassene.

Glüwein klar til servering i originale glas fra weinachstmarkt i Würzburg
Produktionen af mjød skrider, ifølge brygmester Peter, fremad som ventet. Han har stukket om første gang og den gyldne drik holder en alkoholprocent på 8,5. Brygmesteren udtaler; 'Det smager godt og har stadig en del sødme'.

Alkoholstyrke måles til 8,5
klar til omstikning

Den gyldne mjød efter omstikning. Et par måneder mere så.......
Og bierne er også blevet forkælet med en skud oxalsyre. Måske lidt sent, men det blev først igår de fik deres blanding. Om de skal have en tur igen til februar må afhænge af familiernes tilstand og evt midenedfald.
Familierne i de to trugstader så små ud, mens opstablinsstadet og kuglestadet virker større. Det betyder, at jeg skal være opmærksom på fodertilstanden længere henne på vinteren.

søndag den 29. november 2015

Kuglestade-klynge, Haveselskabets have og Gorm

Jeg fik også tjekket mit kuglestade i onsdags og her sidder bierne også i klynge i den ene side af kuglen. Samme side som indflyvningshullet men oppe i toppen. Det skal blive spændende at se hvordan de klarer vinteren.

Klyngen sidder ikke midt i stadet men op mod 'loftet' i kuglen. På samme måde som vi ser det i de almindelige stader


De to stader på Drøsselbjerg er nu også 'tjekket' og der er dømt klynge også her. Lørdag blev det til en gåtur med en ny lille hjælper in spe. Vi besøgte Haveselskabets have på Frederiksberg. Kan anbefales. Smuk have og her stod tre meget smukke trugstader. Jeg kikkede forsigtigt i et ad dem. Tomt....
Vi må tjekke dem når det bliver forår.

Tre smukke stader, en biavler med barnevogn og hvide rønnebær med vanddråber. Røde fordi de har fået frost
Her søndag aften er 'Gorm' på vej hen over skoven. Den flår i trækroner og flytter lidt rundt på løsøret.
Jeg har tjekket bistaderne. Låg/tag er forsvarligt fastgjort. Så håber vi der ikke vælter et træ ned i et af dem.

søndag den 22. november 2015

Vinterklynge og et par links

For et pat dage siden sad bierne godt spredt på tavlerne, men temperaturfaldet de sidste par dage har tvunget dem i vinterklynge. Et par stikprøver:

Ikke helt vinterklynge endnu

Her har bierne samlet sig om yngellejet

Snevejret idag lage et fint hvidt lag pudder på staderne. Selv om solen kikker frem føler ingen arbejdere trang til frisk luft. Temperaturen er omkring frysepunktet.

De fire stader under nøddetræet
I baggrunden det røde overvintringsstade
Skiltet trækker ikke mange kunder til idag....
Men så er det måske tid til lidt studier i 'de andre bier'. Jeg har fornylig opdaget to hjemmesider med vilde bier, som kan anbefales:
Vilde bier  og Bier i Danmark

mandag den 9. november 2015

Den truede honningbi - en udsendelse på DR2

Hvis du ikke så udsendelsen om 'Den truede honningbi i USA', så benyt dette link
En deprimerende historie om biavlens pervetering, men også med opløftende elementer. Det ser svært ud.



Aktiviteten i de hjemlige bistaderne er begrænset, selvom temperaturen holder sig på de 10-12 grader om dagen.
Det er tid til at hente de vaskede rammer og komme i gang med vintersyslen; nye voks på rammerne.


søndag den 1. november 2015

Trvialitet - bierne på soltur

1. november kikker solen frem et øjeblik og hvad siger bierne på Drøsselbjerg; vi tjekker lige om der skulle være en enkelt blomst med nektar eller pollen. Og de unge bier tager lige en orienteringstur.


fredag den 23. oktober 2015

Næsten ro i bigården og færdig med foder

Alle syv familier ser foreløbig fine ud. De ser store ud og kommer stadig ud, når vejret er til det.
Men generelt er der ikke meget aktivitet i familierne. Dog er en solstråle stadig signal til at bierne kikker ud og henter pollen og nektar.
Tiden er til studier og klargøring til næste sæson.
Jeg sælger lidt honning fra døren på Drøsselbjerg og hjemme i skoven. Mest på Drøsselbjerg. Når jeg spørger kunderne, om de vil have fast eller flydende/blød honning vælger alle det sidste. Hm.....

Ikke sommeraktivitet, men bier i lav eftermiddagssol fredag

Og søndag var der tur i aflæggeren. Måske fordi jeg lige lavede uro ved at tjekke foder
Ensom arbejder i rød snebær

Måske en enkelt dråbe nektar.....
Det er endelig gået op for mig, hvad det er der er hækplante på Drøsselbjerg og som blander sig med bl.a. Cortonaster: Rød snebær, som bierne er vældig glade for. Den har blomstret meget længe. Og gemmer tilsyneladende stadig på nektar. Der er ikke tæt at bier i blomsterne, men når de nu står rundt om stadet......

Fodringer er overstået for i år. Jeg har fodret mere end jeg havde regnet med. Aflæggerne har næsten fået lige så meget foder som produktionsfamilierne.
Jeg har ikke tjekket dronninger og yngel de sidste uger. Vi må se, hvad vinteren kan bringe.
Idag tjekkede jeg overvintringskassen på Drøsselbjerg. Masser af foder. Og mange bier. Og lidt sure.

torsdag den 8. oktober 2015

Aktivitet i solen og mere mjød

Det var lidt for tidligt jeg fik 'lukket' sæsonen. Lørdag var det mildt og bierne var i skoven på indsamling. De kommer hjem med lysegul og hvid pollen. Og bierne i det røde stade havde en stor gruppe bier ude i middagssolen på første orienteringstur.
Og der er stadig hvepse i 'honningkrukken'.


Bierne i kuglestadet har kun fået 10 kg foder. Lørdag satte jeg for en sikkerheds skyld 3-4 kg sukker ud til dem. I dag torsdag har de ikke rørt det.
Den gule aflægger er fodret færdig og nu må familien sidde på et magasin.

Sol på den gule aflægger
Tirsdag var der generalforsamling i Horsens og omegns biavlerforening. Efter vel overstået generalforsamling med skønt oste- og pølsebord var der mulighed for at se nærmere på cider og mostproduktion. Og snak om mjød.
Lene fra bestyrelsen havde fået sin søn til at demonstrere. Og vi fik smagsprøver på den friskpressede most. Fantastisk. Kraftig og smagfuld.
Æblerne pulveriseres i kompostkværn
Familien producerer også mjød og bruger mosten til at producere mjød på. Tilsætter champagnegær og undgår kogning. I stedet stopper de vildgæren med lidt svovl. De tilsættes frisk mjødurt og så klarer tiden resten. Bierne er også glade for mjødurt. Den må vi have plantet noget af.

Pressen i funktion
Brygmester Peter afleverer daglige beretninger fra vores mjødbryg. Det bobler lifligt. Foreløbig er alt godt.
Til gengæld er den ølproduktion de satte i gang i weekenden vist gået i vasken. Ærgerligt og synd.

lørdag den 3. oktober 2015

Mjød og bier på vej mod vinter

Idag var dagen, hvor jeg drog til Odder for at mødes med min gode kollega, brygmester Peter og sætte den første mjødproduktion i gang.
Jeg leverede de 10 kg skovhonning. Peter stod for vand, gær og udstyr. Da vi er førstegangs mjødbryggere valgte vi en ret enkel opskrift.

Efter 12 timer ser det allerede godt ud (blopfilm fra Peter).



Brygmesteren koger vand og honning sammen
Efter halvdelen af honningen og vand er bragt i kog tilsættes resten af vandet og honningen. Og blandingen bringes nu i kog igen. Der kommer en del skum på toppen. Vi va noget i tvivl om vi skulle fjerne dette skum og endte med at gøre det. Spørgsmålet er, om det er affaldsstoffer eller bare noget af sukkerstoffet vi har fjernet?

Jeg graver resten af honningen ud
 Når massen har kogt op skal den køles af og så skal gæren tilsættes. Temperaturen skal være ret præcis. To graders forskel på gær og bryg, når de blandes. Brygmesteren har sat en lille gærstarter i gang mens vi har kogt og rørt.

Gærstarter tilsættes
Det sidste vand tilsættes og vi måler på sukkerindholdet. Nu skal gærcellerne så til at spise sukker og omdanne det til alkohol. Der skal stikkes om et par gange og bryggen skal stå i 6-8 måneder. Vi har talt om at dele brygget op efter 2. omstikning og så tilsætte forskellige urter, som kan give noget syrlighed og forskellige smage. Mere om det senere.
Her er det vist alkoholprocenten der måles
Efter bryggen er sat til lagring gik Peter i gang med ølbrygning sammen med en anden god kollega, Christian. De er i gang med en belgisk øl, med en masse forskellige slags malt og humle.
I løbet af eftermiddagen prøvesmagte vi nogle af de forskellige slags øl, som Peter er i gang med

Bryggerlærling Christian i gang med at røre i maltsuppen
Der sker ikke meget i bigården. Fodring er ved at være overstået og vi er klar til vinteren. Bierne holder sig efterhånden indenfor, selv når solen kommer frem. Temperaturen er på vej ned og der er ikke meget at samle.


tirsdag den 29. september 2015

Drøsselbjerg på glas og stadig aktivitet

Så er resten af sensommerhøsten fra Drøsselbjerg på glas. Cremet og med meget krydret duft. 50 glas klar nydelse.
Her er de to honninger placeret ved siden af hinanden. Skovhonningen er en anelse lysere og lidt mere fast i konsistensen.

Skovhonning til venstre og Drøsselbjerghonning til højre


Bierne på Drøsselbjerg er stadig 'hyperaktive' og sidder tæt på 20 tavler. Jeg har ikke fodret dem i en måned og de har stadig fyldte tavler.
De er ude før mig om morgenen, og hvis solen rammer stadet er de ikke til at styre.

En arbejder i hækken samler ind - 27.9.
Der er stadig hvepse der nasser i alle staderne. Vagtbierne holder dem væk så godt de kan, men når jeg letter på låget er der hvepse i foderspanden.

Gyngen i solstråle med morgendis
I weekenden er det tid til at sætte mjødproduktionen i gang. Vi ofrer 10 kg honning til mjødguden. Bryggeren har købt råvarer og jeg leverer honning fra forårshøsten.





lørdag den 19. september 2015

Skovhonning på glas og fodring med lille hjælper

I dag var tiden til at tappe sensommerhonningen fra skoven på glas. Konsistensen er cremet og stadig med en kraftig duft. Lille hjælper var på besøg, så det passede godt med at tappe idag.

Lille hjælper sætter etiket på låget
Honningen har stået i spanden en måned og er kun forsigtigt omrørt med slev en gang om dagen.

Cremet konsistens med tydelige lyse 'krystalstriber'
Efter færdigt arbejde er det tid til en honningmad. De godt 11 kg blev omsat til 26 glas. Spændende om honningen holder sig flydende eller om den krystalliserer i løbet af efteråret.

Mormors hjemmebag med nyaftappet honning
Senere på dagen var vi ude og fodre og tilse et par af familierne. Rødt trugstade er ved at komme sig efter længe at have virket lidt 'stille'. Her er nyklækket yngel på lille efterårstur.


Vi kikkede også til kuglestadet, men de har stadig masser af foder. De har i alt fået 10 kg, mens de andre familier har fået noget mere. Og de har masser af forseglet honning. Det er lidt besværligt at få de runde tavler op. Bierne har ikke bygget helt regelmæssigt og det betyder, at bierne 'skrælles af tavlen' når den tages op. Gælder især de største ringe i midten.

To biavlere i passende mundering

søndag den 13. september 2015

Biplanter, kuglestadet og de sidste humlebier

I onsdags havde Aldi 'udsalg' af biplanter til 10,- stykket. Vi købte 12 stk til at sætte i vores to haver. Altså mere af det Lotte kalder 'biernes lørdagsslik'.

Bistauder klar til at komme i jorden
Kuglestadet er fuldt udbygget og familien sidder tæt. De er stadig aktive der er en del forseglet honning i tavlerne.


Største tavle med forseglet yngel og nektar uden om. Yderst forseglede celler
Humlebierne er her stadig. Ikke mange og jeg går ud fra det er dronningerne der er ved at gøre klar til at finde et passende sted at overvintre. De fylder depoterne op, mens der stadig er nektar at få.



Og så er vinterfordringen pågående med fem kilo ad gangen. Det røde trugstade har virket meget stille. Nærmest ingen aktivitet. Et eftersyn viste en lille familie med kun yngel på tre tavler, men masser af foder. Jeg har sat en jomfutavle ned bag yngellejet for at se om det kn få mere gang i æglægningen.

Hvepsene er pågående ved alle staderne. De forsøger at tiltvinge sig adgang, men de afvises ret konsekvent. 

mandag den 7. september 2015

Hvepseslaget i skoven

De sidste uger har hvepsene været meget aktive omkring flyvebrættet i bistaderne. Lige nu summer de især flittigt ved det stade, hvor jeg fodrer med sukkervand.
Men de er også ved de andre stader.
På filmen herunder har bierne overtaget og får smidt en hveps ud. Læg mærke til, hvordan en vagtbi får fat i hvepsen, efter den har været indenfor et par gange. Den slæbes og flyves væk. Jeg er i tvivl om den er stukket eller bare bortvises.

søndag den 6. september 2015

De trækker stadig flittigt og salg af lokal honning

Bierne på Drøsselbjerg er ikke til at styre. Jeg har nævnt det før og gentager gerne mig selv. Fra tidlig morgen til sen aften er bierne ude og fouragere. I dag kikkede jeg stadet igennem og målet var at presse familien sammen på 10 rammer i et magasin. Det måtte jeg opgive. De sidder på 20 tavler. Der er yngel i 6-7 tavler. Mest forseglet. Og så pollen/honning i to tre tavler og honning/sukkervand i de sidste 10-12 tavler.



Idag fjernede jeg de mange Kongelys i rosenbedet. De er stort set afblomstret. Humlebierne har været flittige gæster, men de er væk for i år. Jeg har ikke tidligere set bier i Kongelys, men idag da de afklippede blomsterstande lå på jorden, ja så var de der....

Pollensamler på arbejde i Kongelys
Måske kunne jeg have udskudt fodringen og have høstet en tredie gang? En overvejelse til næste år.
Også det lille overvintringsstade er virkelig kommet i gang. Bierne sidder tæt og virker også til at være aktive. Men en stor familie kræver mere foder og jeg har fodret dem igen idag med 4 kg sukker vand. Da jeg løftede på et par tavlerne virkede de ret lette.

Overvintringssatde med fodertaske til højre 
Lotte har klippet lavendelbuskene og nu er afklip lagt til tørre. De skal bruges i røgpusteren til næste år. Et alternativ til den fynske tobak man kan købe hos materialforhandleren.

Lavendelbundter lagt til tørre i carport
På Drøsselbjerg prøver vi også at sælge honningen fra de flittige bier. Skilt ude ved vejen. Idag solgte vi fx tre glas;-).
Vi må også have et skilt ud ved vejen i skoven.

Storebælt anes i baggrunden
Og så er sensommerhonningen ikke klar til glas endnu. Den er mere cremet, men ikke moden.

onsdag den 2. september 2015

Foredrag med Dave Goulson og fodring

Hvis du har lyst til lidt fagligt input om bier og sprøjtemidler er chancen her. En times foredrag på YouTube med prof. Dave Goulson. Den engelske biolog der har skrevet den fantastiske, 'Humlen ved det hele'. Foredraget handler om pesticider og neonikotinoider og deres betydning for bierne. En ren gyser.


Alle familierne er behandlet med myresyre og fodringen fortsætter den næste måneds tid.
Der er lidt forskel på, hvor hurtige bierne er til at tømme spanden med sukkervand.
Når der kommer en varm periode vil jeg danne mig et overblik over familierne; hvordan ser det ud med yngel, er der en dronning og endelig nærme mig det antal tavler bierne skal overvintre på?
Jeg har lidt drilleri med, at få fjernet overvintringstavlerne fra sidste år på opstablingsstadet i Drøsselbjerg. Jeg har for sent fået flyttet tavlerne ogg nu har bierne fyldt dem med vinterfoder. Jeg har prøvet at 'isolere' tavlerne alene over de andre tavler i håbet om at bierne ville flytte foderet længere ned i stadet. Det er ikke sket. Vi får se.

En af Goulsons bumblebees 
Jeg rør stadig i den aftappede sensommerhonning og venter på, at den bliver klar til at hælde på glas.

En anden mediehistorie er Morten D. D.'s beskrivelse i Natursyn af forholdet mellem vilde bier og honningbier, http://www.dr.dk/p1/natursyn/natursyn-2015-08-24. Han er skeptisk overfor honningbierne og mener de truer de vilde bier på 'levebrødet'. Pointerne er lidt skarptskårne, men ikke uinteressante.

torsdag den 27. august 2015

90 kg honning - status og massedød

Barnebarn med sutte-bi
90 kilo honning er årets samlede høst. Fordelt på tre stader. 30 kg i snit pr stade må siges at være ok, alt taget i betragtning. En våd og kold forsommer, sværming og evt. døde dronninger.

Ussinggård skov - to trugstader: 
Forårshonning: 27 kg 
Sensommerhonning: 11 kg 

Drøsselbjerg - et opstablingsstade:
Forårshonning: 27 kg
Sensommerhonning: 25 kg

Udgangspunktet inden indvintringen:
Tre produktionsfamilier - to trugstader og et opstablingsstade
Fire aflæggere - bikuglen, et opstablingsstade og to overvintringskasser

En tilfredsstillende høst alt i alt. På Drøsselbjerg er der ikke behov for ændringer. Bierne trives.
I skoven overvejer jeg at flytte staderne over på den anden side af huset for at give dem mere sol og dermed optimere deres livesbetingesler.
Vi får se.

Dronetavle
Dronetavlen blev brugt til at holde liv i det ene stade med et par tavler med æg (de to til venstre). Den til højre har lidt større celler til droner og bierne har i en periode fyldt nektar og pollen i cellerne. Endelig har bierne tømt dem for honning og tavlen kan tages ud af drift.

Den sidste overvintringskasse fik fri myresyre behandling med 15 ml 60% myresyre mandag. Tirsdag var der fyldt med døde bier udenfor stadet og i bunden.
Jeg stoppede øjeblikkelig behandlingen og fjernede alle de døde bier.  Jeg så dronningen, så hun overlevede.
Jeg havde samme oplevelse med det ene trugstade sidste år. Derfor gik jeg over til Nassenheider i produktionsfamilierne. I bikuglen og overvintringskassen på Drøsselbjerg har jeg også brugt engangsklud og fri myresyre. Her har det fungeret.
Mystisk. Kan ikke lige se en forbindelse til vejret og fordampningshastighed.

Døde bier i bunden af kassen
Døde bier skrabet ud fra bunden af kassen