Biavl sidst i 1800 tallet

I forbindelse med et arrangement i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (Kalundborg) fik jeg anbefalet en egnsbeskrivelse (udgivet i 1921) fra området ved Halleby Å, der løber ud nord for Reersø. Her fortæller Karoline Graves om dagliglivet.

Bogen er på 237 sider og da jeg faldt over et afsnit om biavl måtte jeg selvfølgelig kikke nærmere på det. Jeg gætter på den fantastisk levende beskrivelse kan føres til bage til 1880'erne.

Hun skriver sådan:
Saa langt jeg kan huske tilbage, havde vi Bier i  mit hjem. Det var Kubestader, vi havde. En kube af halm var sat på et Lad, der var fastgjort paa en Pæl: Uden paa Kuben hængte man en hat af langhalm. Om Biavleren hed det i de tider: »snart rig, snart fattig«. Havde man overvintret en fire-fem Bistader, og disse gav tidlige Sværme, kunde Antallet af Stader jo være vokset betydeligt efter endt Sværmtid. Enhver Første-Sværm betragtede man som tjenlig til at staa til (at kunne overvintres), og kom Anden-Sværmen før Sct Hans-Dag, kunde den ogsaa, om Eftersommeren var god, overvintres. Dog det prøvede man sig frem med ved at løfte paa Kuben, naar Tiden naaedes, da de skulle tages op. Kunde Kuben med dens Indhold veje op til 1 Skp. Rug, var der ingen Fare ved Overvintringen. At fodre Bierne brugtes kun lidt: Man havde nogle ganske smalle trug, som kunde stikkes ind ad Flvvehullet, og som der hen ad Foraaret blev givet dem lidt Honning i; denne Honning var holdt tilbage til dette Brug. I Almindelighed maatte Bierne skøtte sig selv: det var blot i Sværmetiden, sidst i Maj, i Juni og først i Juli, der skulde passes paa dem, at de ikke »tog til Per Kræmmers Gevær«. I den Tid tog min Moder altid sin Middagssøvn paa Havegangen, som Bistaderne stod langs med, saa de fløj frem og tilbage lige over hende og en Gang imellem satte sig til Hvile paa hende; men hun forsikrede altid, at blot ikke man slog efter dem, gjorde de ikke noget, og jeg mindes da næsten heller aldrig, at der var nogen, der forulempede hende. Man vidste, at de snart vilde sværme, naar de om Aftenen begyndte at sætte ud, d.v.s. hænge sig i et stort Klynge under Flyvepind og Lad.

Sikken en Travlhed, der saa blev, naar der blev kom kommanderet til hastig Udrykning fra et af Staderne. Saa skulde man have en Kube fat, som i Forvejen skulde være omhyggeligt børstet af og udluftet, at ikke det mindste kryb eller den ringeste Smule mugne Lugt skulde hefte ved den; den skulde endvidere gnides indvendig med grønt Korn eller med Blomsten af Katost; at strø en Kende Sukker i den var heller ikke af Vejen. Et Lagen skulde man ligeledes have i Beredskab til at dække over Kuben, at Solen ikke skulde forulempe Bierne.

Nu stod man saa med spændt opmærksomhed, mens Sværmen bevægede sig ganske langsomt omkring i Haven for at se, hvor den vilde slaa sig ned; men man maatte være rede til at følge efter den, hvis den fik Nykker og fløj anden Steds hen; thi fik Sværmen Flyvegriller, var det ikke muligt at følge den ret langt; men det hed ogsaa, at naar man fulgte en Bisværm, maatte man uhindret færdes selv tværs over et Stykke Sæd, om de satte ind over det. Var de først ude af Øjesyn, havde man ingen Ret til dem mer, selvon man bag efter hørte, at nogen havde indfanget en Bisværm just i den Retning, ens Bier var fløjet. Naa, det hørte da heller ikke til det ganske almindelige, at de saadan stak af. I de fleste Tilfælde valgte de en Plads i Haven, men rigtig nok mangen Gang paa de mærkeligste Steder. Slog de sig til Ro og vilde ikke gaa ind, prøvede man at pirre lidt ved dem med Skarntyde eller andre ildelugtende Planter. Jeg husker en Gang, de havde taget Plads paa de alleryderste, Grene af et stort Kirsebærtræ, hvor det var helt umuligt at faa sat en Kube over. Vi maatte da save Grenene af og lade dem dumpe paa Gulvet med Biklyngen paa; da der var Kartofler underneden, blev Faldet ikke saa haardt, og de gik godt i Kuben, da vi satte den over. Engang havde de sat sig inde i Rugageren i en Vandfure. Her gik de ogsaa godt nok i Kuben men man kunde ikke flytte denne paa Plads, før det blev Aften, og forlade den kunde man heller ikke, da de godt kunde faa i Sinde at flyve ud igen. Det blev min Bestilling at holde Vagt ved dem hele den lange Sommereftermiddag, — vist nok den længste jeg nogen Sinde har oplevet. Undertiden kunde de straks gaa i Kuben, og saa med eet faa Nykker og flyve deres Vej; inden man vidste af det, havde  man da ikke en Bi i Kuben.

Skønt man ikke kendte til Bihuse, gav man dog undertiden Bierne mere Plads ved under Kuben at sætte en firkantet Kasse, hvor Hjørnerne var dækket, saa den indvendig fik Runding efter Kuben. Undertiden, om man syntes, de endnu manglede Plads, kunde der atter sættes en eller to Kasser under. Et saadant Stade kunde jo nok give adskillige Pund Honning, om man syntes, man havde andre Stader, som var gode nok til Overvintring, saa man vilde ofre det. Men ellers var det jo de seneste Sværme, der toges op. Man maatte dog altid regne med, at et af de Stader, man lod staa til, let kunde gaa ud (d. v. s. dø).

Det var en Begivenhed, naar Optagningen skulde finde Sted ; men der var alligevel en viss Vemod over dette Arbejde; jeg er viss paa, at det gjorde min Moder inderlig ondt, at hun for at faa Udbytte af dem var nødt til at dræbe disse flittige Smaadyr, hvis Virksomhed hun med Interesse fulgte Sommeren igennem. Vi Børn fik saaledes ikke Lov til at se, hvorledes hun bar sig ad med at dræbe den. En Del Honning lod man drive af ved at skrælle Honningtavlerne og lægge dem over et Fad; dette kaldtes raa Honning; bag efter kogte man Biværket og fik et mørkt, sirupsagtigt Stof, som man kaldte kogt Honning. Kunde man faa en to-tre Krukker fulde af Honning paa en Aarstid, hvor det var paa Hældingen med det, der var i Sulekarret, og hvor Koen var ved at blive gold, var det en kærkomnen Tilvækst i Spisekammeret. Ogsaa Mjød lavede Moder af Biværk: Om Julen og ved andre højtidelige Lejligheder fik vi et Glas Mjød.