Onsdag havde vi 'begynderholdet' i biavl fra sidste forår på besøg. Vi kikkede til bierne og bagefter var der Lotte hjemmebag. Vi havde Hans Jørgen fra bestyrelsen med som lokalt orakel. HJ fremviste et medbragt opstablingsstade, hvor der havde været musebesøg. Nedslående syn for en biavler.
De fleste har, ligesom os, bifamilier der er overlevet, men to avlere har mistet familie i løbet af vinteren.
Og ellers gik snakken om biavl og starten på den nye sæson. Oxalsyre - for og imod. Arbejdsopgaver i marts og april. Mødet giver god lejlighed til at udveksle erfaringer og begynderfejl. Vi snakkede også om madpakker til bierne.
Midt i ugen fik jeg købt Fondabee og lavet madpakker til de tre familier. Jeg klippede poserne midt over og lukkede med plastikpose og tape. Hver famile får 1.25 kg til at begynde med.
|
Tre madpakker klargjort klar til levering |
To af staderne har stadig tavler med forseglet sukkervand, men nu har jeg sikret mig, at der er foder til den næste periode og måske påvirker det dronningens lyst til æglægning.
|
Madpakken med hul i bunden lagt ovenpå tavlerne |
Ugen har været rimelig forårsagtig og hver dag, når solen har været fremme, har bierne været på ture og har samlet pollen og nektar.
|
Billede fra sidste søndag, hvor bierne gik fuldstændig forårs-amok i solen |
Kommentarer
Send en kommentar