tirsdag den 29. april 2014

Gang i bierne

Eftermiddagssol = gang i bierne. Stadig primært gule pollen.


Pollen og nektar flyves ind

søndag den 27. april 2014

Myrebesøg

Jeg opdager, der er myrer i stadet og googler nogle mulige løsninger. Vand eller konsistensfedt anbefales. Ender med fire skåle vand. En på hvert ben.

Det virker. Det koster dog enkelte bier livet. De drukner. Nogle kan fiskes op igen og genoplives;-). Et par dage efter opdagede jeg, at et græsstrå var vokset og rørte ved bistadets bund. Myrerne slog til igen.

lørdag den 26. april 2014

Nu....

To trugstader (vandrestader) ankommer med Jørgen Wind Andersen. Der er en familie i det ene stade. Medfølger også to ekstra rammer til at forhøje de to stader med og 40 tavler med voks til hvert stade. 1500 kr for stadet med famile og 800 for det tomme stade. Sundhedsattest er i orden. Jeg registrerer i CBR.

En nybagt biavler. Stadet til højre er beboet.


mandag den 14. april 2014

...start...

‘Christiani & Jensen bier’ er oprettet i det centrale bigårdsregister. Foreløbig med 0 familier. Vi er klar til at modtage en familie.
Vi har meldt os ind i Dansk biavlerforening, www.biavl.dk og har fået en stak materiale at læse i. Der er nok at gå i gang med. En del lokalforeninger har lagt materiale på Youtube. De har optaget hele undervisningsforløb. Et godt supplement til begynderkurset og skriftligt materiale. Og man skal ikke have læst ret meget før man opdager, at der er mange forskellige meninger om samme emne indenfor biavl. Og der er rigtig meget vi ikke ved. En ny fantastisk verden er ved at åbne sig.
Lotte har især fokuseret på plantekataloget. Hvilke træer og planter er gode pollen og er nektarkilder? Jeg frygter hele skoven skal lægges om...


Arbejderbier i gang med det det hele drejer sig om; fylde honning på cellerne;-)


onsdag den 9. april 2014

Parat...

Første møde i 'Horsens og omegns biavlerforening', www.horsensbiavl.dk på Naturcenter Skovgården i Egebjerg. Medlemmer af bestyrelsen står for den inspirerende undervisning. Vi får genopfrisket vores børnelærdom om bl.a. dronning, droner og arbejderbier. Vi opfordres til, at man lader sin bigård registrere i det centrale bigårdsregister.

tirsdag den 8. april 2014

Bi-dagbog 2014


C H R I S T I A N I & J E N S E N B I E R

Lotte har i flere år, mens vi boede i Stavtrup, talt om at låne et bistade af Svend i Stjær, som så kunne stå hos os. Det blev aldrig rigtig til noget. I dette forår dukkede ideen så op igen, da vi besøgte Svend og Karen. Og så var det, at tanken om egen bigård i skoven opstod. Herfra var der ikke langt til handling. Læs, hvad der videre hændte. Nyeste indlæg først.  Opdateres så længe der er aktivitet i bigården...

Sådan håber vi det hele ender. Masser af glas med honning.