mandag den 28. juli 2014

Velkommen hjem

Hjemvendt fra 14 dages ferie synes jeg græsset var blevet lidt langt rundt om bistaderne og gav det en tur med motor-plæneklipperen. Det plejer bierne at tage pænt. Og det gjorde de også denne gang. Tilsyneladende. Bagefter ville jeg lige se, om bierne i øvrigt var ved godt mod. Jeg bliver opmærksom på, at der er en hveps ved flyvesprækken og går lidt tættere på. Pludselig angribes jeg af, hvad jeg først troede var en hveps. Direkte mod ansigtet og den stikker lige under øjet. Da jeg kom ind til et spejl kan jeg konstatere, at jeg var stukket af en bi. Der sidder en brod i stikket. Den skrabede jeg af.
Sikke en velkomst. Mit første, men nok ikke sidste stik.

En rød kind
Undervejs på vores ferie fandt vi et bistade i Liverpool, 'The Bihive' centralt beliggende i byen. Livlig summen inde og ude. Muntre arbejderbier der indtager kold nektar.

En rengøringsbi er i gang dagen derpå
Et par meget fine glasmosaikker prydede væggen i det ene lokale. Vi forsøgte at finde frem til lidt mere om stedets historie blandt de muntre arbejderbier med uden held.

Glasmosaik med to halmkuber

torsdag den 10. juli 2014

På bijagt 1

Jeg har de sidste par dage (igen, igen,....) forsøgt at komme lidt tættere på, hvor bierne flyver hen, når de forlader flyvebrættet. De kommer hjem med pollen i flere farver; gul, orange, lilla/sort, hvid..
Og forhåbentlig har andre bier honningmaven fyldt med nektar.
Har været rundt i skoven for at se, om der er lysninger, hvor der kunne være noget biguf. Igår var der ikke det store held. Fandt tidsler med humlebier, men ingen honningbier.

Idag afsøgte jeg så et engstykke på vestsiden af skoven. 500 m i fugleflugt fra staderne. 
Her er masser af muse-vikke (billede herunder), tidsler og hvidkløver. Tre gode trækkilder.
Og et flot blomstrende lindetræ. 


Humlebi med pollenbukser i muse-vikke-blomst
Hvad der umiddelbart kunne ligne et fyldt spisekammer. Er der så bier? Næe....., masser af humlebier i flere afskygninger.

Albino-humlebi på spil i hvidkløveren
 Og i lindetræet en del hvepse.


Hveps tager for sig af retterne i lindeblomst
Men skulle hvepsene så ikke holde sig til linden. Det gør de ikke.

Hveps (lidt uskarp, men ikke til at tage fejl af) på vej ind i grønt stade
Et par hvepse forsøgte sig i dag i det grønne stade. Dumt, de kom lige så hurtigt ud som de kom ind. Her er masser af vagtbier.
Den sidste aflægger i gult stade er mere sårbar. Her har jeg ikke set dem. Endnu.


Hen under aften traf jeg så en bi lige udenfor stadet i hvidkløveren. Sjældent syn. Den virkede sløv og dorsk. Tænker den måske var i gang med sit sidste måltid. Virkede ikke som en flittig trækbi.


Træt bi
Bierne flyver tilsyneladende deres egne veje. 

tirsdag den 8. juli 2014

Brune bier på Endelave


Søndag tog vi en tur til Endelave med Karen og Svend (vores slyngevenner) for at gå en tur og hilse på den brune bi. Turen kan anbefales og kan med fordel sluttes af med en sildemad på kroen.

Den brune bi (apis melifera melifera) er den oprindelige birace i Nordeuropa. Så vidt jeg har kunnet finde ud af eksisterer den idag i Danmark kun på Læsø og er delvist fredet, (www.brunbi.dk). 
I vinteren 2012 døde alle bier på Endelave. Efterfølgende er der indført brune bier på øen. Da øen ligger langt fra fastlandet og andre øer, har det været muligt at oprette en renparringsstation for den brune bi på Endelave.

Brun bi tæt på - desværre ikke helt skarpt
I tilknytning til lægeurtehaven står der tre bistader, som Hans-Jørgen har etableret med brune Læsø-bier. Nu brune Endelave-bier.


Bistaderne med de brune bier


Set med mit begynderøje, ser den brune bi ikke meget anderledes ud end vores egne gule bier. Striberne på bagkroppen er lidt mørkere. Mere brune.


Aktivitet ved flyvebrættet

Vi havde desværre ikke mulighed for at være til stede ved slyngningen i lørdags, men et glas kan man da købe.

Nyslynget Endelave-honning ser indbydende ud







mandag den 7. juli 2014

Honning på glas og en død bi

Søndag blev dagen, hvor vi fyldte resten af vores første honninghøst på glas. Først de sidste par dage har honningen ændret farve og konsistens til en mere sej substans. Når jeg rørte i honningen kunne jeg se, at skeen nu trak lyse spor i honningen. Vi har rørt i den med en ske en gang imellem og først igår fik den en tur med piskeris. Tre uger undervejs. Nu står den så klar i skabet;-). Fantastisk.

Søndag var der også dronetavle-eftersyn i det grønne stade. De bygger stadig droneceller. Dronningen har stadig gang i æglægningen. Der er godt med yngel på de andre tavler, men ikke meget honning. 
Spændende at se, hvad det kan blive til. Lige nu er planen, at vi først tager honning fra i august.

Bi i gang med undersøgelse?
Da jeg kikkede til staderne i dag kunne jeg se, at en bi i det røde stade var travlt optaget af en anden bi. Det gik op for mig at det var en død bi, der krævede opmærksomhed. Gætter på, at den er slæbt ud fra stadet og nu skal helt væk. Men hvorfor den grundlige undersøgelse?


To bier i gang med at flytte død bi
Da der kommer en bi mere til giver de sig til at trække/skubbe til den døde bi. Det lykkes at få den ud over kanten af flyvebrættet. Den ender i græsset sammen med den ene bi, der slipper
og flyver væk.


lørdag den 5. juli 2014

Bikongen og biseksuelle snegle

Wulff/Morgenthaler har fundet forklaringen på at det aldrig gik med kongedømme i bifamilierne: 




Jeg kommer nok aldrig til at fotografere en drone parre sig med en dronning. Som tidligere skrevet foregår det på særlige dronepladser højt oppe i luften. Dronerne flyver op til 5 km væk. Det menes at parringen foregår i op til 20 meters højde.
Så er det nemmere med snegle. Vinbjergsnegle stortrives her i skoven.
De har en anden løsning på forplantningensakten end bierne. Det foregår i jordhøjde og så er snegle tvekønnede. Biseksuelle;-)

To vinbjergsnegle i gang med gensidig befrugtning


De to befrugtede dronninger er nu ude af deres bur, og så er der kun at vente nogle dage for at se om der kommer gang i æglægningen.

Det varme vejr fik mange bier på vingerne idag